12/02/2026 0 Kommentarer
ÅBEN KIRKE
ÅBEN KIRKE
# Nyheder

ÅBEN KIRKE
Et hus at komme til, velkommen her du være vil.
Sådan indleder sangeren og komponisten Janne Mark en af sine smukke sange. Teksten sætter fint ord på, hvad en kirke er – og kan være. Et hus at komme til. Et sted at søge trøst, ro og håb.
Det gælder også Bangsbostrand Kirke.
Derfor vil vi gerne invitere dig til at kigge ind. Du er velkommen, uanset om du kommer for at tænde et lys, bede en bøn eller blot sidde et øjeblik i stilhed og finde ro og tryghed.
Hvornår er kirken åben? Kirken er som udgangspunkt åben alle hverdage fra kl. 8.30 til 12.30. Kirkens personale er dog ofte til stede også uden for dette tidsrum.
Derfor sætter vi et “åbent”-skilt uden for kirken, når døren er åben – også ud over den faste åbningstid.
Nogle gange kan kirkerummet være optaget på grund af begravelser, babysalmesang og andre arrangementer.
Derfor er det enkelt: Når skiltet er ude, er kirken åben.
Vi vil meget gerne have, at kirken bliver brugt, så kom bare.
P.S. Kirketjener Susanne Jensen har lavet det fine skilt.
Kommentarer