Bryllup og velsignelse
Et kirkebryllup er en smuk begivenhed, og en dag som mange ser frem til.
Det er helt specielt at stå der i kirken og sige ja til hinanden foran familie, venner og Gud.
Når I vælger at blive gift i kirken, er det både en vielse og en velsignelse af jer.
Et kirkebryllup er juridisk gyldigt på samme måde som en vielse på rådhuset. Men et kirkebryllup handler også om kristen tro, håb og kærlighed. Er I allerede blevet viet på rådhuset, kan I få en kirkelig velsignelse.
I kan blive gift i Bangsbostrand Kirke, hvis I bor i sognet, eller på anden måde har tilknytning til sognet. For at blive gift i folkekirken kræver det, at den ene af jer eller I begge er medlem.
Samtale med præsten
Alle kommende brudepar i Bangsbostrand Kirke bliver inviteret til en samtale med præsten. Samtalen har to formål:
I skal snakke om alt det praktiske i forbindelse med vielsen, vælge salmer, og præsten vil gerne høre jer fortælle lidt om jer selv og jeres forhold, så det kan bruges i talen ved vielsen.
Men samtalen har også til formål at snakke om, hvad et ægteskab egentlig er. Hvad er vigtigt for jer? Hvorfor vil I gerne have et kirkebryllup? Og hvad er kærlighed egentlig?
Når I har fundet ud af, at I vil giftes, er der en række praktiske ting, I skal have styr på.
Lav en aftale
I skal ringe til kirkekontoret på telefon 98 42 06 93 for at aftale en dato for brylluppet. Som tidligere nævnt kan I blive gift i Bangsbostrand Kirke, hvis I bor i sognet, eller på anden måde har tilknytning til sognet. For at blive gift i folkekirken kræver det, at den ene af jer eller I begge er medlem. Når I har aftalt en dato for bryllup, vil præsten ringe til jer for at aftale et tidspunkt for en samtale.
Skaf en prøvelsesattest
I skal have en prøvelsesattest fra kommunen, som I skal aflevere på kirkekontoret. Prøvelsesattesten er gyldig i 4 måneder.
Vidner
Vielsen har juridisk gyldighed. Derfor skal der være to vidner til stede under vielsen. Vidnernes navne og adresser noteres i kirkebogen. Det kan for eksempel være to familiemedlemmer, som er med i kirken til jeres bryllup.
Vælg navn
Hvis I vil ændre navn i forbindelse med jeres bryllup, skal I ansøge om det. Hvis navneændringen skal gælde fra jeres bryllupsdag, skal I i god tid inden vielsen udfylde blanketten "navneændring ved vielse", som sendes digitalt og behandles på kirkekontoret i sognet, hvor I bor.