Jeg elsker æbletræer. Ingen af de andre frugttræer blomstrer så smukt som netop æbletræerne i foråret. Sommeren igennem kan vi følge med i, hvordan frugterne udvikler sig indtil

Æbler lyser rødt på træernes grene, som det hedder i en nyere efterårssang. Der findes tidlige sorter og sene sorter.
Sommerspiseæbler, madæbler og gemmeæbler. Har man de rigtige muligheder, og har man lært sig teknikken, kan man holde sine efterårshøstede æbler fine til langt ind i det nye forår og slippe for at købe æbler, der er høstet i fjerne lande og fragtet hertil i dyre domme med et stort brændstofforbrug til følge.  

Der er noget genuint over vores æbler. Så genuint at det slet ikke undrer os, at der stod et æbletræ lige midt i Paradisets have, og at vi kan sætte alle vores grundmenneskelige problemstillinger i forbindelse med det æble, som slangen fristede Eva til at få Adam til at plukke til hende.
Grundmenneskelige forhold som fristelse, selvretfærdighed og skam – noget enhver kender til. Adam og Eva var bare de første.

Så fortrolige er vi med det, at vi slet ikke opdager, at der ikke står et ord om æbler i Bibelens fortælling. Det tror du ikke på? Du har da selv set adskillige billeder af Adam og Eva med det lækreste æble i hånden, mens slangen snor sig om æbletræets grene!
Det kunne også godt have været et æble. Men der står altså bare ”frugt”. Sprogkyndige mener endda ud fra det hebraiske ords rødder at kunne tolke frugten som en abrikos. Selv vil jeg dog mene, at abrikoser fungerer utrolig dårligt i en historie. For den er jo netop en historie om os. Om det vi kender. Om de svære følelser og om at komme galt afsted. Det fungerer bedst med æbler.

Jesus fortæller også historier om træer med frugter. Han fortæller mest om vintræer. Han fortæller om grene, der bærer frugt og grene, der ikke bærer frugt. Det kunne også godt have været æbler.
Og hvis vi går og tænker, at vores liv er besværligt og tungt, så kunne de her æblegrene måske lære os noget. Æblegrene med frugter på bøjer sig for vægten. Det er kun de grene, der ingen frugt har, der stritter lige op i luften.
Og sådan er det egentlig også med de frugter, der er i vores liv.
Det at leve med i hinandens liv tynger sommetider. Det tynger, men det giver også noget. Meningen findes ikke i at undgå arbejde, og det passer heller ikke, at man aldrig må være nogen til besvær.

Og det kan man fortælle om med både abrikoser og vindruer. Her hos os går det allerbedst med æbler.  

Sognepræst Tove Kallehave Brogaard