29/07/2026 0 Kommentarer
Og så går vi til kirke... Fladevandringsgudstjeneste
Og så går vi til kirke... Fladevandringsgudstjeneste

Og så går vi til kirke...
Hvis du har sunget ”save, save brænde” har du også sunget ovenstående linje. I morgen er det helligdag, så hænger saven på sin knag, og så går vi i kirke.
Hvert år, en sommersøndag aften i august, går vi også i kirke. I Flade Kirke, som ikke ligger spor fladt, men på toppen af bakken ovenover Bangsbostrand. De første bangsbostrandere, som havde deres hjem i det lille fiskerleje nedenfor bakken, hørte til Flade Kirke. Når det var helligdag, og når de ville i kirke, vandrede de hele vejen. Stien, de vandrede på, findes delvis stadig, og det er den, vi går på, når vi går i kirke til årets Fladegudstjeneste.
Det er en god måde at bruge en søndag aften på.
Først en god vandretur fra Bangsbostrand Kirke gennem vores smukke ”baghave” (Det er selvfølgelig også i orden at køre bil derop!).
Dernæst en lille fin aftengudstjeneste i vores gamle, fine moderkirke, der ligger så usandsynlig smukt deroppe på toppen med udsigt til både Læsø og Skagen. Efter gudstjenesten er vi vært ved en kop aftenkaffe og kage med god sandsynlighed for at den kan indtages udendørs, inden vi tager den hurtigere rute ad Gærumvej tilbage eller får et lift i en bil.
At gå til kirke er på mange måder også en del af gudstjenesten med det meditative i at sætte det ene ben foran det andet omgivet af Guds skaberværk. Der er en rodfæstethed i at vide, at her har generationer gået før os. Der er stadig familier i Bangsbostrand, som har deres grave på Flade Kirkegård. Der er stadig en bevidsthed om, at vi kommer et sted fra – og det behøver man ikke have slægtninge fra hverken Bangsbostrand eller Flade for at føle. Det er nok at vide, at vi rører ved tråde, der rækker bagud.
Der er fælles afgang fra Bangsbostrand Kirke kl. 17.30 for vandrere.
Kommentarer