af Kalina Villien, kommende praktikant

”Du skal i praktik hos sognepræst Tove K. Brogaard, Frederikshavn Provsti – Bangsbostrand.” Denne gode besked dukkede i min indbakke fra Pastoralseminariet i Århus i starten af juni.

Jeg kommer fra Sydsjælland, så det vil I måske kunne høre på mig, men efterhånden har vi boet flere steder rundt om i landet.

I tv-serien Matador konstaterer kokkepigen, Laura, at det med at være fin, det slet ikke handler om penge, men om at blive længe nok på samme egn! – Og de ord synes vældigt passende, når man som os har været bosat i Vendsyssel i snart ti år. Her integreres man nemlig kun langsomt, og vi må nok finde os i at være ’tjøbenhawnerne’ endnu i en ca. fem generationers tid. Jeg fortæller derfor gerne om min oldemor, der er født og opvokset på Hjørringegnen og således har sikret mig en mikro-andel af originalt vendelbo-blod.

Privat er jeg gift, mor til fem, bedstemor til to og svigermor til foreløbig to gæve kvinder. Jeg har en kandidatuddannelse i dansk og filosofi i bagagen og har tidligere arbejdet som vikar i folkeskolen og i gymnasieskolen samt undervist voksne i dansk som andetsprog, men det er alt sammen længe siden. De seneste femten år har jeg fungeret som ulønnet alt-mulig-mor, mens jeg sideløbende har fulgt en række fag på teologistudiet i Århus. Studier der nu har beredt vejen for mig videre ud i denne fem ugers praktik fordelt over september og november måned dette efterår.

Ordet ’praktikant’ har en klang af ’nyt’ over sig, men det er ikke en ung praktikant, I vil få at se, når I møder mig. I mere end halvtreds år har jeg vandret i livet. Jeg har mødt stor kærlighed, følt glæde, samhørighed, nærvær og empati, oplevet det lys, der bryder mørket, fundet håb, der skaber længsel, men jeg har også levet længe nok til at forstå, at kærligheden kun kommer med et kors i form af lidelse, afsavn, sorg, vrede og had. Jeg har erfaret, at det, der gør ondt i livet, altid synes at fylde meget mere, end når opgaverne bare glider, og alting synes som en leg.

En kirke bygges af levende sten, og jeg håber, at alle jer, der udgør Bangsbostrand kirke vil bære over med alle mine fejl og mangler i praktikforløbet. Livet har lært mig, at planer kun er til som et udgangspunkt. Jeg ved derfor ikke, om jeg kan blive en dygtig og vedkommende præst, men det er et ærinde, jeg vil besinde mig på, og det betyder meget for mig, hvis I vil hjælpe mig på vej med den opgave.